Ofte, men ikke altid. Når en fil slettes, forsvinder den sjældent med det samme. Om den kan findes igen, afhænger af, hvor den lå, hvor lang tid der er gået, og hvad der er sket med enheden siden. Jo hurtigere enheden sikres, jo større er chancen.
Hvad sker der, når man sletter?
Når du sletter en fil, fjerner systemet typisk kun henvisningen til den. Selve dataene bliver liggende, indtil pladsen bruges til noget andet. Det er derfor, slettede data ofte kan findes igen, og det er også derfor, det haster: Hver gang enheden bruges, kan noget blive overskrevet.
Computere
- Papirkurv · Høj. Filen ligger der, indtil papirkurven tømmes.
- Almindelig harddisk (HDD) · Ofte god, indtil pladsen overskrives
- SSD · Ofte begrænset. SSD'er rydder slettede områder automatisk (TRIM) for at holde hastigheden.
- Krypteret disk · Kun med nøglen. Med nøglen gælder det samme som ovenfor.
Selv når selve filen er væk, kan der være spor af den: navnet i lister over seneste filer, miniaturebilleder, kopier i midlertidige mapper eller i backup.
Telefoner
Moderne telefoner er krypterede og rydder slettede data hurtigt. Det er derfor sjældnere at gendanne slettede beskeder direkte fra telefonen. Til gengæld findes beskeder og billeder ofte andre steder:
- I mappen "Senest slettet" på telefonen, typisk i omkring 30 dage
- I backup til iCloud, Google eller en computer
- Hos modtageren, som stadig har samtalen
- På andre enheder med samme konto, for eksempel en iPad eller Mac
Mail og cloud
- Microsoft 365 · Slettet post, derefter "genoprettelige elementer" i en periode. Med legal hold bevares alt.
- Gmail · Papirkurven i 30 dage. Google Vault kan bevare mere, hvis det er sat op.
- OneDrive og SharePoint · Papirkurv og versionshistorik
- Dropbox og Google Drive · Slettede filer og tidligere versioner i en periode
Perioderne afhænger af abonnement og indstillinger, så tjek altid den konkrete opsætning. → Hvor længe gemmes data?
Hvad gør, at det ikke lykkes?
- Enheden er brugt meget, siden filen blev slettet.
- Enheden er nulstillet eller geninstalleret.
- Data er slettet med et program, der overskriver dem.
- Kontoen i skyen er slettet, og perioden for gendannelse er udløbet.
- Der mangler kode eller krypteringsnøgle.
Sletning kan selv være et bevis
Kan det ikke lade sig gøre at gendanne indholdet, kan det stadig være vigtigt at vise, at noget er slettet, hvornår og hvordan. Sletning kort før en medarbejder stopper, eller efter en tvist er begyndt, kan have stor betydning.
Gør dette nu
- Brug ikke enheden, og nulstil den ikke.
- Stop automatisk sletning i Microsoft 365, Google og backup.
- Få enheden sikret med en forensisk kopi. → Hvad er en forensisk kopi? · De første 24 timer