DigitalBevissikring

...

Tvister om IT-projekter

Et nyt system bliver forsinket, dyrere eller virker ikke som lovet. Kunden mener, leverandøren ikke har leveret. Leverandøren mener, kunden har ændret kravene undervejs. I tvister om IT-projekter er det næsten altid de digitale spor, der afgør, hvem der har ret.

Hvad tvisten typisk handler om

  • Hvad var aftalt: kravspecifikation, ændringer og accept
  • Hvad blev leveret, og hvornår
  • Fejl: Hvornår opstod de, hvem meldte dem, og hvad blev der gjort?
  • Forsinkelser: Hvem ventede på hvem?
  • Drift: Kørte systemet som aftalt, eller var det nede?

Hvor beviserne ligger

  • Mails og Teams · Aftaler, ændringsønsker, accept og klager
  • Projektværktøjer (fx Jira, Azure DevOps) · Opgaver, fejlmeldinger og tidslinjer
  • Kildekode og versionsstyring (fx Git) · Hvad der blev udviklet og ændret, og hvornår
  • Test- og driftslogfiler · Fejl, nedetid og performance
  • Selve systemet · Om det fungerer, som det er beskrevet

Det haster mere, end man tror

Når samarbejdet bryder sammen, lukker leverandøren ofte adgangen til projektværktøjer, eller kunden lukker leverandørens adgang til systemet. Logfiler roterer, testmiljøer slettes, og licenser udløber. Sikr derfor data, mens der stadig er adgang. → De første 24 timer

Den IT-sagkyndiges rolle

I tvister om IT-projekter skal der ofte to ting til:

  1. Sikring af de relevante data, så de kan bruges i sagen.
  2. En faglig vurdering af teknikken: Var leverancen i orden? Hvor kom fejlene fra?

Vurderingen kan laves for den ene part eller af en uvildig skønsmand, som retten udmelder.

→ Sådan foregår det · Bevissikring, IT-forensic og eDiscovery

John Nielsen, IT-sagkyndig

Står du med en sag?

Skriv kort, hvad sagen handler om, så vender jeg tilbage. Vi tager kun civile sager.

Tak for din henvendelse. Jeg vender tilbage hurtigst muligt.